I dag er det fem år siden
I dag kl. ca. 10 for 5 år siden, tog jeg hjem fra sygehuset med beskeden om, at nu var jeg kureret for kræft. Og det skal de have… de har ret! Indtil dato har der ikke været tegn på kræft i mit system siden den dag.
Det betyder jo som jeg skrev for et stykke tid siden, at jeg statistisk set nu er kræftoverlever.
Min definition af kræftoverlever er en helt anden, for dybest set er jeg kræftoverlever fra den dag jeg får diagnosen til den dag jeg stiller træskoene. Den dag jeg fik at vide, at jeg havde kræft, var også den dag jeg begyndte at overleve kræften! Og nu har jeg klaret det i fem år, og jeg har fået smag for at “klare” den, så jeg tror lige at jeg snupper de næste… 50 - 60 år også.
I et bredere perspektiv, har jeg jo egentlig været kræftoverlever siden jeg var 13 år gammel. Den dag i 1983 da min lillesøster fik konstateret kræft, var også den dag, hvor kræften for alvor gjorde sit indtog i mit liv, og den har været der lige siden.
Om noget, så har den sygdom haft en voldsom indflydelse på hvordan mit liv har udviklet sig. Mine erfaringer med sygdommen starter med min lillesøster, rammer mig selv og senest havde den også fat i min svigerfar. Mine erfaringer med døden spænder fra, at se min søster ligge død i en hospitalsseng, at sige farvel til min mor som lå hjernedød i en hospitalsseng over til at holde både min mormor og morfar i hånden, da de maskiner som holdt dem i live, blev slukket. Oveni det kommer fem år med tårer, frustrationer, smerter, angst – dødsangst, manglende styrke og overskud, en voldsom træthed. Jeg har al mulig grund til at ligge mig et mørkt sted og blive vanvittig!
MEN…
De seneste fem år har også budt på perioder med glæde, varme, optimisme, håb, tro, livsglæde og masser af kærlighed.
Dybest set, så er min største lektie af de seneste fem år med min egen sygdom, at livet er NU! Det er skrøbeligt, det kan smuldre mellem hænderne på mig, det kan være glædeligt, lykkeligt, fuld af overraskelser. Men uanset, så er livet NU. En klog mand sagde en gang noget i stil med dette:
“Hver morgen når du står op, så får du 1440 minutter! De er dine, gør med dem hvad du vil. Bare husk: De kommer aldrig igen, du kan ikke gemme dem til senere, du kan ikke spare dem op og hvis du er heldig – rigtig heldig, så får du 1440 minutter igen i morgen.”
Jeg vil ikke være vanvittig, jeg vil leve! Så jeg er nødt til at vende alle mine erfaringer med sygdom og død til noget godt. Det er lige præcis, hvad jeg er i gang med nu.
I den seneste måneder…
har jeg arbejdet hårdt på at stable et projekt på benene, mit livs projekt. Projektet handler om at hjælpe andre kræftoverlevere til et liv med mere glæde, styrke og stolthed.
Efterhånden har jeg mødt mange som har overlevet kræft, og fælles for dem er at de ville ønske, at der var et tilbud, som kunne hjælpe dem til at komme videre med livet efter kræft. Ligeså mange efterlyser et netværk af ligestillede. Kræftens bekæmpelse har nogle gode tilbud, men de dækker langt fra det faktiske behov.
Jeg har samlet viden, taget notater, lyttet til dem jeg har mødt og brugt min egen erfaring både som kræftoverlever, men også som pårørende og kogt det sammen til det her projekt. Det ligger mig uhyre meget på sinde at det bliver en succes, så flere kan komme hurtigere og gladere tilbage til deres liv eller videre i en ny retning.
Mit hjertebarn hedder: KRÆFTOVERLEVER.DK
Det går rigtig godt, jeg får flere og flere som gerne vil bidrage med deres viden og kompetencer, så dem som kommer på workshops’ne kan få et stort udbytte. Én af de vigtigste parametre når jeg skal finde dem, som jeg gerne vil have til at bidrage på workshoppen er; at de skal have personlige erfaringer med kræft, dvs. arbejdet med kræftramte i mange år, selv have haft sygdommen eller have en meget nærtstående, som har haft kræft. Det er yderst vigtigt, fordi det sikre, at dem som deltager på workshoppen altid vil møde nogen som forstår og som ved, fordi de har været der selv!
Jeg glæder mig helt vildt til at møde og hjælpe andre kræftramte, der er så meget brug for flere tilbud af den slags.
Så er det jo også med stolthed, at jeg kan fortælle, at Søs Egelind synes det er et fantastisk projekt, som hun gerne vil støtte.
Kræftoverlever
Spændende ting er under opsejling. Jeg vil ikke afsløre for meget, blot sige, at det er for kræftoverlevere, det er snart og det bliver vildt godt.
Jeg vender snart tilbage med flere detaljer
Livet er lidt anderledes nu.
Det er ved at være et stykke tid siden, at jeg sidst skrev her, så nu er det vidst på sin plads med en lille update.
Jeg har taget det ret store skridt – for mig, at påtage mig et fuldtidsjob. Egentlig havde jeg ikke planer om at skulle arbejde fuldtid, og jeg er stadig ikke helt overbevist. Men nnu har jeg været igang i 6 – 7 uger, og det går godt – synes jeg selv – og indtal videre har det været okay, også hvad tiden angår.
Jeg er ansat som IT-underviser. Jeg skal lære unge mennekser med Aspergers syndrom at programmere, og det er dejligt afvekslende og fantastisk givende. Grunden til at tage jobbet, er dybest set et ønske om at bidrage og gøre en forskel, og det er langt hen af vejen faktisk muligt her.
Forleden var jeg hos nogle studerende på Radiografuddannelsen og undervise. Emnet var mig selv, et område hvor jeg vi betegne mig selv som ekspert 
.
Jeg skulle fortælle om mit sygdomsforløb, så de kunne få en indsigt i et patientforløb, og få nogle input til hvordan men med succes kan omgås patienter, når de som stråleterapeuter skal møde patienten under behandlingen.
Radiograferne er jo også nogen mennesker, som det kunne gavne at kende til trykkammerbehandlingen, så det fik jeg selvfølgelig også nævnt.
Jeg vil stadig gerne coache kræftoverlever, med henblik på at komme videre med livet efter sygdommen, og gør det da også i mindre omfang. Her den 3. november 2010 har vi jo også – som nævnt i et tidligere indlæg, opstartsmøde for en lokalafdeling af patientforeningen for kræftoverlevere med senfølger.
Endelig, så har jeg – igen – sagt ja til at lave lidt bestyrelsesarbejde i Avlsforeningen for New Forest foreningens Region 2. Jeg har jo selv et par New Forest ponyer gående hjemme på marken, jeg har dog ingen planer om at avle, men jeg er aktiv med at arrangere rideopvisning på Det Fynske Dyrskue i juni måned. Nu giver jeg så et nap med her, foreløbigt indtil næste valg.
Lene Aagaard
