Vinter, kulde og forkølelse
Okay, så har vinteren meldt sig på mere end én måde. Det sner og det er koldt, det hører ligesom med, og det kan jeg rent faktisk også godt lide. Hellere sne og kulde end regn og gråvejr. Når det er sagt, er der for mit vedkomne også altid en lidt kedelig sideeffekt af vinteren; jeg bliver altid forkølet, og sjovt nok altid når vi er i starten af januar.
Gad vide om det er en slags vink med en vognstang; jeg har stresset for meget i december og ikke passet godt nok på mig selv, og straffen kommer så i samme øjeblik jeg begynder at slappe lidt af igen. Så nu sidder jeg herhjemme i sofaen, slapper af, holder mig varm og drikker te. Mandag var Thor hjemme på grund af dårlig mave, tirsdag havde jeg dårlig mave, og nu er det så blevet til forkølelse for mig. Thor er frisk som en havørn igen.
I dag er én af de dage, hvor jeg bilder mig ind, at jeg savner en otte-til-fire-mand. Min mand er sømand, og når jeg ligger herhjemme og har en smule ondt af mig selv, så ville det være dejligt at blive pylret lidt om. Desværre så er han på arbejde, hvilket jo så er ensbetydende med, at jeg ikke kan slappe af og sove fra det hele. Jeg skal op og have Thor i skole om morgenen, hestene og gederne skal fodres og lukkes ud. Stalden skal gøres klar til i aften, Thor skal hentes, have aftensmad, underholdes og lægges i seng, dyrene skal hentes ind igen og fodres, men så kan jeg også slappe af.
Heldigvis kom Julie hjem igår, og hun har lovet at gøre stalden klar til i aften, og hun kører også med mig op og henter korn til dyrene, hvilket betyder, at det eneste jeg skal i aften, er at lukke dyrene ind.
Forhåbentlig er jeg på toppen igen til weekenden.
Nu nævnte jeg Thor tidligere, og jeg bliver helt misundelig, for hvad er det lige med ham? Han ligger brak i et døgn, hvor han kaster op hele natten, er virkelig skidt tilpas og helt sløv den følgende dag. Så får han en god nats søvn og så er han bare frisk igen. Gad vide hvordan han bærer sig ad med at komme sig så hurtigt?
Levende og død i lige lang tid
Da jeg publicerede det forrige indlæg og lige tjekkede hvordan det så ud, bed jeg mærke i datoen i dag. Det er den 4. januar. I dag ville min lillesøster være blevet 38 år, hvis hun havde levet. Det betyder at hun nu har været død lige så længe som hun var i live. Hun var 19 da hun døde.
Tiden går. Minder består. Så frygten for at komme til at glemme hende er gjort til skamme. Jeg husker hende og jeg savner hende stadig ganske meget.
Breve til familien
I dag, den første mandag i januar, den første mandag i året og den første mandag i det nye årti, har jeg besluttet at dedikere dagen til at skrive to breve til to forskellige familiemedlemmer. Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde vil aflevere brevene, men jeg er nødt til at skrive dem. Jeg er nødt til at få sat ord på mine oplevelser i forhold til de to, så det ikke længere skal holde mig søvnløs.
For at få et superb år, for at have overskud til at passe min familie og forretning, for at få ryddet op i mit indre kaos, er dette en nødvendighed. Hvorvidt de to vil modtage brevene betragter jeg ikke som vigtigt. Det er dét at skrive ordene som vil gøre, at jeg derefter kan lægge det fra mig som et afsluttet kapitel.
Mens jeg sidder her og skriver, er det gået op for mig, at der også er, og vil altid være, ting som jeg ikke fik sagt til min lillesøster og til min mor – de er døde, så det er ikke muligt at sige det til dem ansigt til ansigt. Jeg har dog stadig brug for at få sagt eller givet udtryk for de ting, derfor vil jeg inden månedens udgang også skrive et brev til hver af de to.
Ved at skrive brevene, kan jeg få tømt mit hovedet for de usagte ting som fylder temmeligt meget, og som til tider gør at jeg har svært ved at falde i søvn. Det vil være endnu et skridt på vejen, til at ændre mit indre kaos til min indre ro.
Januar vil for mit vedkommende nok være koncentreret om at få skrevet breve til familien. Med det gjort vil jeg også få frigjort noget overskud og energi, som jeg i stedet kan bruge på det som gør mig glad og dermed også vil gøre min mand og børn glade, og ikke mindst vil jeg være en erfaring rigere.
Lene Aagaard
