Kræftplan III
Så er den nye kræftplan III på plads.
Desværre har jeg ikke kunne finde den fulde tekst, men som jeg hører og forstår det, så er der afsat penge til kræftovlevere med henblik på behandling for smerter og rehabilitering. Dog kunne man godt have ønsket sig lidt flere midler, men det er dog et skridt i den rigtige retning.
Nu bliver det så spændende at se hvordan pengene bliver forvaltet. Som jeg har forstået det, så er der en del af pengene som først er afsat i 2012, hvilket selvfølgelig er ærgerligt.
Jeg ser frem til at finde og læse den fulde tekst omkring kræftplan 3.
I dag er en god dag
Mest fordi jeg har besluttet det, altså at i dag er en god dag.
Faktisk kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har været så træt som jeg er nu – i dag, men det er okay. I går aftes fik vi sat gang i en lokalafdeling (Fyn) af patientforeningen for kræftoverlevere med senfølger. Det var en god og hyggelig aften.
Hanne Svendsen fra RehabilliteringsCenter Dallund, gav et oplæg om den mest udbredte senfølge af dem alle, nemlig TRÆTHED. Vi er mange der døjer med den i større eller mindre omfang. For mit vedkommende er det heldigvis blevet i mindre omfang. Jeg mærker det faktisk mest, når jeg “glemmer” at passe på mig selv. Der er tre områder hvor jeg kan forbedre mig, når det handler om at passe bedre på mig selv:
- Få nok søvn – det går ikke så godt pt. Jeg er ikke så god til at komme i seng i ordentlig tid. Jeg skal op klokken 6 om morgenen, så det er om aftenen jeg kan regulere det.
- Drikke nok – Jeg har den vildeste ambition om at drikke de obligatoriske to liter om dagen, i øjeblikket vil det bare være synd at sige, at det lykkedes. Jeg har flere aftener regnet ud, at jeg knap har fået en liter. Til gengæld så ryger der en del kaffe indenbords. Lidt kaffe er godt, men…
- Bevæge mig – her er der god plads til forbedringer. Dagligt set så begrænser min bevægelse sig til, at jeg står ud afsengen, går fra min bil til perronen (1 min.), fra perronen til arbejde (7 min.), tilbage til perronen igen (7 min.), til bilen (1 min.), op til hestene og fodre og give ham (20 min.). I alt ca. 36 minutter, og det rækker bestemt ikke til den mængde næring – god som dårlig – jeg hælder indenbords.
Mangel indenfor alle tre punkter bidrager til øget træthed.
Hvis du har det ligesom mig, så kender du sikkert til, at det lidt er som at bevæge sig rundt i en ond cirkel; jeg er træt fordi jeg ikke får nok at det jeg har nævnt ovenfor, for træt til at sparke mig selv igang, så får jeg endnu mindre af de ting og bliver endnu mere træt – og så er spiralen igang.
Det pudsige er, at når jeg så endelig kommer igang med at bevæge mig, så får jeg monster-meget energi. I en periode indtil for et par uger siden, tog min mand og jeg vores søn med i Svanninge Bakker. Det er en lille køretur på en halv time derhen, og så går vi en tur på 1½ til 2 timer. Det er rigtig fedt.
Desværre så synes jeg ikke at kunne mønstre styrken til at komme afsted selv. Når min mand er hjemme, så trækker han mig med, han klarer også alle pligterne derhjemme, og det giver mig nok lige den lille smule overskud, som jeg har brug for, til at komme afsted. Når han ikke er hjemme, så magter jeg det ikke. Efter en lang dag på arbejde, tager jeg hjem til pligterne. Den smule overskud jeg har, bliver prioriteret på det derhjemme. Gåturen bliver sorteret fra, som én af de ting der må vente. Det ville nok også være fint nok, hvis ikke det var fordi, at jeg bruger det til at banke mig selv oveni hovedet med.
I dag kommer jeg heller ikke afsted, i dag har jeg bare besluttet, at det er okay ikke at komme afsted. Til gengæld har jeg også besluttet at gå tidligt i seng – med en god film. Ligeså snart sønnike ligger i sin egen seng, så går jeg også selv ind og lægger mig. Filmen i fjerneren og en kop the på natbordet. Hovedet lidt op, benene lidt op. Jeg skal bare ligge dér og forberede mig til en god nats søvn. Det glæder jeg mig meget til. Så i dag er en god dag!!!
I morgen er det fredag, så kommer Toke hjem på weekend, og jeg kan slappe lidt af. I morgen bliver også en god dag. 
Livet er lidt anderledes nu.
Det er ved at være et stykke tid siden, at jeg sidst skrev her, så nu er det vidst på sin plads med en lille update.
Jeg har taget det ret store skridt – for mig, at påtage mig et fuldtidsjob. Egentlig havde jeg ikke planer om at skulle arbejde fuldtid, og jeg er stadig ikke helt overbevist. Men nnu har jeg været igang i 6 – 7 uger, og det går godt – synes jeg selv – og indtal videre har det været okay, også hvad tiden angår.
Jeg er ansat som IT-underviser. Jeg skal lære unge mennekser med Aspergers syndrom at programmere, og det er dejligt afvekslende og fantastisk givende. Grunden til at tage jobbet, er dybest set et ønske om at bidrage og gøre en forskel, og det er langt hen af vejen faktisk muligt her.
Forleden var jeg hos nogle studerende på Radiografuddannelsen og undervise. Emnet var mig selv, et område hvor jeg vi betegne mig selv som ekspert 
.
Jeg skulle fortælle om mit sygdomsforløb, så de kunne få en indsigt i et patientforløb, og få nogle input til hvordan men med succes kan omgås patienter, når de som stråleterapeuter skal møde patienten under behandlingen.
Radiograferne er jo også nogen mennesker, som det kunne gavne at kende til trykkammerbehandlingen, så det fik jeg selvfølgelig også nævnt.
Jeg vil stadig gerne coache kræftoverlever, med henblik på at komme videre med livet efter sygdommen, og gør det da også i mindre omfang. Her den 3. november 2010 har vi jo også – som nævnt i et tidligere indlæg, opstartsmøde for en lokalafdeling af patientforeningen for kræftoverlevere med senfølger.
Endelig, så har jeg – igen – sagt ja til at lave lidt bestyrelsesarbejde i Avlsforeningen for New Forest foreningens Region 2. Jeg har jo selv et par New Forest ponyer gående hjemme på marken, jeg har dog ingen planer om at avle, men jeg er aktiv med at arrangere rideopvisning på Det Fynske Dyrskue i juni måned. Nu giver jeg så et nap med her, foreløbigt indtil næste valg.
Lene Aagaard
