Find Lene’s univers her…

Bogmærk

Det betyder jo som jeg skrev for et stykke tid siden, at jeg statistisk set nu er kræftoverlever.

Min definition af kræftoverlever er en helt anden, for dybest set er jeg kræftoverlever fra den dag jeg får diagnosen til den dag jeg stiller træskoene. Den dag jeg fik at vide, at jeg havde kræft, var også den dag jeg begyndte at overleve kræften! Og nu har jeg klaret det i fem år, og jeg har fået smag for at “klare” den, så jeg tror lige at jeg snupper de næste… 50 - 60 år også.

I et bredere perspektiv, har jeg jo egentlig været kræftoverlever siden jeg var 13 år gammel. Den dag i 1983 da min lillesøster fik konstateret kræft, var også den dag, hvor kræften for alvor gjorde sit indtog i mit liv, og den har været der lige siden.

Om noget, så har den sygdom haft en voldsom indflydelse på hvordan mit liv har udviklet sig. Mine erfaringer med sygdommen starter med min lillesøster, rammer mig selv og senest havde den også fat i min svigerfar. Mine erfaringer med døden spænder fra, at se min søster ligge død i en hospitalsseng, at sige farvel til min mor som lå hjernedød i en hospitalsseng over til at holde både min mormor og morfar i hånden, da de maskiner som holdt dem i live, blev slukket. Oveni det kommer fem år med tårer, frustrationer, smerter, angst – dødsangst, manglende styrke og overskud, en voldsom træthed. Jeg har al mulig grund til at ligge mig et mørkt sted og blive vanvittig!

MEN…

De seneste fem år har også budt på perioder med glæde, varme, optimisme, håb, tro, livsglæde og masser af kærlighed.

Dybest set, så er min største lektie af de seneste fem år med min egen sygdom, at livet er NU! Det er skrøbeligt, det kan smuldre mellem hænderne på mig, det kan være glædeligt, lykkeligt, fuld af overraskelser. Men uanset, så er livet NU. En klog mand sagde en gang noget i stil med dette:

“Hver morgen når du står op, så får du 1440 minutter! De er dine, gør med dem hvad du vil. Bare husk: De kommer aldrig igen, du kan ikke gemme dem til senere, du kan ikke spare dem op og hvis du er heldig – rigtig heldig, så får du 1440 minutter igen i morgen.”

Jeg vil ikke være vanvittig, jeg vil leve! Så jeg er nødt til at vende alle mine erfaringer med sygdom og død til noget godt. Det er lige præcis, hvad jeg er i gang med nu.

I den seneste måneder…

har jeg arbejdet hårdt på at stable et projekt på benene, mit livs projekt. Projektet handler om at hjælpe andre kræftoverlevere til et liv med mere glæde, styrke og stolthed.

Efterhånden har jeg mødt mange som har overlevet kræft, og fælles for dem er at de ville ønske, at der var et tilbud, som kunne hjælpe dem til at komme videre med livet efter kræft. Ligeså mange efterlyser et netværk af ligestillede. Kræftens bekæmpelse har nogle gode tilbud, men de dækker langt fra det faktiske behov.

Jeg har samlet viden, taget notater, lyttet til dem jeg har mødt og brugt min egen erfaring både som kræftoverlever, men også som pårørende og kogt det sammen til det her projekt. Det ligger mig uhyre meget på sinde at det bliver en succes, så flere kan komme hurtigere og gladere tilbage til deres liv eller videre i en ny retning.

Mit hjertebarn hedder: KRÆFTOVERLEVER.DK

Det går rigtig godt, jeg får flere og flere som gerne vil bidrage med deres viden og kompetencer, så dem som kommer på workshops’ne kan få et stort udbytte. Én af de vigtigste parametre når jeg skal finde dem, som jeg gerne vil have til at bidrage på workshoppen er; at de skal have personlige erfaringer med kræft, dvs. arbejdet med kræftramte i mange år, selv have haft sygdommen eller have en meget nærtstående, som har haft kræft. Det er yderst vigtigt, fordi det sikre, at dem som deltager på workshoppen altid vil møde nogen som forstår og som ved, fordi de har været der selv!

Jeg glæder mig helt vildt til at møde og hjælpe andre kræftramte, der er så meget brug for flere tilbud af den slags.

Så er det jo også med stolthed, at jeg kan fortælle, at Søs Egelind synes det er et fantastisk projekt, som hun gerne vil støtte.

Bogmærk

Som jeg skrev i det tidligere indlæg, så var det lidt skuffende og måske også lidt rystende, at få afsluttet mit kontrolforløb fem minutter før jeg skulle i narkose. Men jeg valgte jo at holde min mund og tænke, at det må min egen læge tage sig af.

Torsdag den 30. juni 2011, havde jeg så en tid hos min egen læge. Han er oprindeligt fra Holland, og det er måske det der gør at han er dejlig lun og altid i godt humør. I hvert fald, så lagde han ud med at sige til mig, han han venligt, men bestemt var nødt til at bede mig skifte læge… øhhh nå?!!! Så smilede han lidt, og sagde; jeg tjener simpelthen for lidt penge på dig, du kommer for sjældent… og så storgrinte han . Så var konsultatioonen igang!

Han havde endnu ikke modtaget min journal fra OUH, men ville rykke for den. Han undredes lidt over den prompte afslutning på mit forløb, ikke mindst fordi, at aftalen ved forrige kontrol jo var, at jeg skulle PET-scannes som afslutning på forløbet, og det var efterhånden længe siden jeg sidst var blevet scannet.

Jeg luftede min frustration fra sygehuset og fortalte kort min version af oplevelsen. Jeg fortalte ham også, at den eneste grund til at jeg ikke brød sammen… igen, var at jeg, lige dér i hospitalssengen, havde besluttet, at nu var han den som havde ansvaret for at jeg med jævne mellemrum, såsom hvert andet eller tredie år, bliver tjekket på bedst tænkelige vis, sådan at vi kan blive ved med at få slået fast, at jeg ikke har sygdommen, og selvfølgelig aldrig får den igen. Han er jo så god til at få tingene til at ske.

Han tog opgaven til sig, og sagde at det skulle han nok få styr på.

Der er genetableret ro og overskud i mit liv. Hurra for min læge!!!

Bogmærk

Jeg var heldig ikke at skulle vente så længe, klokken var vidst kun ca. 11 da jeg blev hentet, og kørt ned til operationsgangen. Jeg fik hilst på alle de mange mennesker, som skulle være på stuen mens jeg var i narkose. Faktisk var det udelukkende kvinder, kun lægen var en mand. Ham havde jeg i øvrigt mødt et par gange før, og synes egentlighanvar ganske behagelig og lydhør. Sidstnævnte trækker jeg så lige tilbage igen…

Lægen kom ind i forrummet, sagde goddag og fortalte at de ville lave en grundig undersøgelse for nu var der gået 5 år, så nu ville de afslutte mig. Der blev jeg da lige målløs og bogstaveligt talt, taget med bukserne nede om anklerne. Den sidste kontrol jeg var til i december 2010 med selvsamme læge endte med en aftale om, at jeg ville blive PET-scannet INDEN vi afslutter forløbet og vi skulle finde ud af hvordan jeg fremover kan blive “holdt øje med”, for det er ikke muligt at lave en screening, da der er lukket til livmoderen pga. sammengroninger. Jeg var ikke indstillet på at godtage, at “de jo kan se, hvis der er noget galt”, da det er min holdning, at hvis de først kan se det med det blotte øje, så er jeg på den, så det er ikke en mulighed i min verden, og indtil i sidste uge troede jeg at han var enig – lægen altså.

Helt ærligt, så magtede jeg ikke at begynde en diskution mens jeg lå i en seng uden trusser, det er altså for langt ude. Jeg kneb munden sammen og besluttede med det samme, at jeg på vejen hjem ville bestille en tid hos min egen læge.

Efter ca. en time var jeg tilbage på afdelingen, hvor jeg skyndte mig at vågne, komme i tøjet, minde sygeplejersken om at min jornal skal sendes til min læge og så var det ellers ud af vagten. Toke og jeg tog ind til byen, og spiste frokost på Coukoo`s Nest.

Det er på den ene side dejligt at være ude på den anden side – officielt. Nu er mit kontrolforløb overstået, og jeg skal aldrig mere komme der som patient. På den anden side, så har de hevet den eneste tryghed jeg havde, væk under fødderne på mig. Jeg er overbevist om at jeg aldrig bliver syg igen, men det er da stadig rart og trygt, med jævne mellemrum, at få konstateret at jeg har ret. Derfor bestilte jeg også tiden hos min egen læge, i øvrig den eneste læge jeg har mødt, som lytter og handler på mine vegne og efter mine ønsker. Jeg vil forsøge at lave en aftale med ham om, hvordan vi hvert eller hvert andet år kan få bekræftet at jeg er rask og rørig.

Selvom jeg havde det godt og rart om formiddagen på sygehuset, så har jeg siden jeg forlod sygehuset været frustreret, og det tager en masse af min dyrbare energi, som jo hellere skal bruges på en masse godt.

Nå, men i øvrigt sagde sygeplejersken derude, at der i min journal stod, “At alt så fint ud”!! Ja, det er godt min ven, det gjorde det måske nok INDEN undersøgelsen og måske nok UNDER undersøgelsen, men EF TER… av min r.., jeg kan ikke huske at jeg har haft så ondt i den afdeling før, måske lige med undtagelse af en gang for 20 år siden, hvor jeg rutsjede ned af et træ-gelænder som valgte at gå i stykker og stoppe mig temmeligt brutalt.

Det er snart en uge siden, og smerterne er væk. Humøret er på vej op igen og kampgejsten vendt tilbage , og et eller andet sted, er det jo meget fedt at vide, at jeg ikke skal den tur igennem igen. Officielt og statistisk er jeg nu KRÆFTOVERLEVER!!

På mandag starter jeg sommerferie fra mit undervisningsjob, det giver lidt mere ro og overskud.

Bogmærk

Normalt foregår kontrol jo ikke fra en hospitalsseng, men da jeg skal have en gynækologisk undersøgelse, og det pt. kun kan lade sig gøre i narkose, så er det måden det sker på.

Denne gang har jeg slet ikke haft nogen “nedetid” op til kontrollen. Jeg har følt mig godt tilpas, ikke spor bekymret, og ingen problemer med at falde i søvn, noget jeg ellers altid har døjet med.

Jeg synes selv at jeg bliver bedre og bedre til, at gøre hvad jeg kan for at hjælpe mig selv, og gøre mit til at jeg ikke bliver syg igen. I takt med at tiden går, og jeg føler mig godt tilpas, rask, glad og har mod på fremtiden, ja, så vokser min tro på, at jeg ikke bliver syg igen. Den tro, eller overbevisning giver ro. Rigtig meget ro! Og selvfølgelig en masse overskud.

Jeg er med andre ord, en glad, styrket og stolt kræftoverlever

Det betyder også, at jeg tillader mig at nyde, at jeg på en helt almindelig arbejds-torsdag, kan ligge i en seng og dase hele formiddagen.

Bogmærk